Campingferie med luksus
Her er en oversigt over spændende Glamping-ferier. Det er et at nutidens paradokser, men når det gælder camping, vil mange gerne kunne tilvælge de storslåede naturoplevelser og overnatning ude i “den vilde natur”- men helst fravælge den ukomfortable naturlighed med stikkende kryb, liggeunderlag og etagevask. Dette paradoks har givet grobund for et voksende marked af magelig luksus camping.
Vil man sove under stjernerne, kan campingturen opgraderes med komfort og luksus i form af en dejlig seng, moskitonet, hjemmebar og alle tænkelige fornødenheder i luksusiøse rammer. “Glamping” er camping på 1. klasse. Ordet er sammensat af “camping og “glamour” og luksuscamping / glamping har opnået stor popularitet gennem de seneste år, Hvor det er en yndet rejseform for familier, par og til romantiske bryllupsrejser, hvor man leder efter en oplevelse helt ud over det sædvanlige.
I denne artikel har vi samlet nogle spændende beskrivelser af utraditionelle og spændende glamping destinationer – i nogle helt uforglemmelige rammer.
Glamping i luksustelt
Mens du glæder dig til den næste jungle safari med “tiger watch”, kan du nyde livet og overnatte i dit rummelige luksustelt med dobbeltseng og lunt trægulv. Teltet er indrettet som en lille lækker lejligheder, med rustikt badeværelse og bruseniche af bambusrør.
»Khem Villas, Ranthambore, Indien
Under åben himmel i en Yurt
Her får du de vildeste feriebilleder fra hotelværelset. Overnat i en 18 fod stort rustik Yurt telthytte med king-size seng, dekoration med mystiske nøgne trægrene, brændeovn – og kik lige op til stjernerne.
»Crafty Camping, Coracle the Yurt, England
Romantisk ferie i sigøjnervogn
Så bliver det ikke mere romantisk. Afslappende og romantisk ferie i autentisk farverig sigøjnervogn, dekoreret med en unik blanding af orientalsk indretning, Art Deco og keltiske træsnit.
»Karlotta Roulotte, Melrose, Skotland
Skurferie i slumby
I grunden en frygtelig idé, men der er altså mulighed for at opleve “slummet” på nærmeste hold i denne kunstige Sydafrikanske slumby. Om natten er der vilde bandekampe i gaderne og selvfølgelig ild i olietønderne. Godt man kan finde sikkerhed i sit luksusskur, som for øvrigt er børnevenligt.
»Shanty Town, Bloemfontein, Sydafrika
Luksus i circusvogn fra 1920’erne
Autentisk cirkusvogn der er helt i topklasse. Ferieboligen er simpelthen et smukt palads på hjul. Det må være som at bo i et museum med originale møbler og farverig Art Nouveau indretning med spejle, træpaneler, ægte tæpper og velourmøbler.
»Nink’s Wagon, Ellesmere, England
Bliv svimmel i træ-top-hus
Hvis hobitterne boede i luften, ville de sikkert bo i svævende træ-pupper, som disse Free Spirit Spheres. Hængende i trætoppen befinder man sig det perfekte sted for ferie-afslapning. Selvom det ser alternativt ud, er den indvendige komfort selvfølgelig i top med hems og microovn.
»Free Spirit Spheres, Vancouver Island
»En feriefilm fra en svævende Sphere
Romantik i en ombygget Brandbil
Overrask fruen med overnatning i victoriansk dobbeltseng på ladet af denne flotte brandbil fra 1956. Kaffen tilberedes over brændekomfur og kan nydes udenfor til fantastisk udsigt, som man har helt for sig selv.
»The Beermoth, Aviemore, Skotland
Basecamp i snetelt
Overnat som en ren James Bond og Bondgirl i snetelt på toppen af de schweiziske alper. Igloo teltet er tænkt som øko-luksus for romantiske naturelskere, der kan nyde udsigten over alperne fra deres dejlig seng mens de luner tæerne foran brændeovnen.
»Whitepod, Les Cerniers, Schweiz
Igloo Village, Finland
I denne glas igloo-by bor man midt i sneen. Iglooerne er bygget med et specielt thermoglas, som hjælper til at holde temperaturen på normalt stue-niveau – når temperaturen udenfor falder til -30 grader. Glas-iglooerne er udstyret med toilet, luksus seng, rødt gulvtæppe og sengetæppe med zebrastribet betræk. Hver aften er der arrangeret fællessauna og isbade for de friske.
Hos Igloo Village kan man også vælge at overnatte i sne-igloo bare omgivet af sne og stilhed. De garanterer at man ikke fryser selvom sneiglooerne holder en temperatur lige under frysepunktet. Der er sørget for komfort og varme i form af dunsovepose, uldsokker og hue.
»Igloo Village, Saariselkä, Finland
Indianer Glamping i tipi
Tag hele familien med på glamping i autentiske indianer tipis. Familien slipper for at ligge på selve moder jord, for hver tipee står på sin egen træterasse og “indianerne” sover på futon-senge.
»Pinewood Holiday Park, Scarborough, England
© November 2013, Anne Louise Stargate