Fremtidens turister vil ikke være passive tilskuere, men ønsker at være aktivt involveret. Fremtidens turister ønsker specialiserede rejseoplevelser, behov for at dyrke fælles interesser, samvær og unikke autentiske oplevelser efterspørges, når rejsen skal planlægges og bookes.
Ferieformen er en profilering af os selv som individer
Tilbage i historien, i perioden efter 2. verdenskrig, var ferie et afbræk fra en hverdag med fysisk opslidende arbejde og psykisk belastning udløst af nedværdigende arbejdsvilkår og diktatoriske chefer. Man havde brug for at koble af i både krop og sjæl. Dengang fik charterturismen sin begyndelse og opnåede efterfølgende sin storhedstid med Spies, strandferie, grisefester, sprut og sex.
I dag er vores arbejdsmæssige anstrengelser ikke så fysiske, men de er sociale og psykiske i et omfang, hvor vi får stress af at være perfekte, og af dagligt at skulle performe i en hypermobil verden uden faste rammer.
Der har været status i at arbejde meget, men det praler vi ikke med længere – nu er der mere status i frihed og det at have fri. Ikke på den måde, at man blot arbejder for at holde fri, som det hed sig i industrialiseringen frem til 1980’erne. I dag er arbejdet en så stor del af vores identitet, at vores arbejde og fritid smelter sammen, og valget af ferieform bliver en udvidet profilering af os selv som unikke individer.
Mange rejselystne danskere har for længst prøvet at være på charterrejse, storbyrejse og skiferie – men disse oplevelser differentierer sig ikke væsentligt fra venners og kollegaers rejseoplevelser.
For en ferierejse er ikke længere blot en ferie – i dag skal rejsen matche vores selvopfattelse og identitet.
Det er slut med ordinær charterturisme og dasen ved stranden, besøge et par museer og købe en kopitaske med hjem. Nej, fremtidens turister vil bringe unikke og meningsfulde oplevelser med hjem i rygsækken. De vil finde det unikke, være aktive, beriges ved at blive klogere og dyrke deres fritidsinteresser undervejs.
Valget af en ferierejse er ikke længere styret af destinationen, men drevet af behov og potentiale. Oplevelserne skal være unikke med specialtilpassede rejser og autentiske oplevelser, hvor vi møder lokalbefolkningen og måske udfører lidt frivilligt arbejde, så rejsen føles meningsfuld. Vi er blevet mere opfindsomme og der er ikke nok prestige i blot at købe en rejsebillet. Det kan enhver gøre – i stedet for udvælger vi nøje den helt specielle rejseoplevelse, som helst skal gå til nye og uopdagede destinationer.
Fremtidens rejsevalg udvælges primært efter tre globale tendenser: specialisering, udforskning og reconnecting:
Herunder præsenteres en omfattende oversigt over de nye begreber og rejsetrends fra 2012 og frem.
♥ Specialisering
♥ Udforskning
♥ Reconnect
♥ Budgetrejser
♥ Kendte rejseformer, opgraderet med luksus
Specialisering
En rejsedestination eller rejsearrangør kan ikke længere være noget for alle, for det er nichetilpassede rejser, der efterspørges.
Vi vil have rejser som matcher vores interesser og køn inden for f.eks sundhedsfremmende aktiviteter, ro og fordybelse, spa-oplevelser, seksuelle orientering, interesse for løb, yoga, kajakroning, ligesom vi vil kunne vælge at tage på single-rejse og bo på hotel, hvor der ikke er børn.
Koncepthoteller
Antallet af danskere som vælger al bo på koncepthotel på ferierejsen, er eksploderet de seneste år. Koncepthotellerne er skræddersyet til en bestemt målgruppe som f.eks. familier med børn, eller par uden børn.
Status skills
Statusgivende færdigheder, eller ”status skills”, er en forbrugertrend, der handler om at tillære nogle attraktive færdigheder og kompetencer, som man kan fortælle om og vise andre – for dermed at opnå forhøjet status og respekt. Rejser med status skills kan f.eks være kulinariske rejser med madlavningskurser. En rejse med indbygget status skills kan også være en safarirejse, hvor man undervejs lærer at fotografere de vilde dyr af en berømt wildlife fotograf. Eller hvad med en jodle-vandretur i Østrigs bjerge, hvor du kan slå dig løs som jodler i den evige sne.
Status skill rejsen får tilføjet et ekstra formål i form af en personlig færdighed, som vi kan bruge og vise frem i al evighed.
Løbeferie
Ferieboliger, der ligger direkte i naturen, er populære hos de mange danske fritidsløbere og danskerne efterspørger ligeledes ferieboliger i nærheden af de store motionsløb i udlandet.
Destination dining
Med destination dining rejser man afsted for at besøge bestemte restauranter, booker et gourmet ophold, et bestemt kursus på en kokkeskole eller holder ferie på en vingård i forbindelse med vinhøsten.
Afvænningsturisme
Lyder ikke just som en mindeværdig ferie, men hvert år rejser mange turister på alkohol- eller narkotikaafvænning i Thailand. Stedets gæster bliver hængende i 8 til 10 måneder i et afvænningsforløb som bl.a. indebærer fitness og vandreture.
Klimavenlig rejse
Vi ved godt at det ikke er specialt klimavenligt at flyve mange tusinde kilometer for at komme på ferie. Så der er efterspørgsel efter en miljøvenlig rejseform og bæredygtige hoteller. En klimavenlig rejseform er f.eks. ”Traincation”, hvor man med togturen sparer på Co2 regnskabet i forhold til ferie med bil eller fly.
Udforskning
Vi ønsker oplevelser med autenticitet, der ligger langt fra vores hverdag.
Trangen til at udforske er en naturlig modreaktion på det forudsigelige, veltilrettede og iscenesatte som en charterferie kan være. Vi vil på aktiv ferie og udforske vore egne fysiske grænser med f.eks. vandre- cykel eller skiture. Eller tage på mental og spirituel udforskning på retreats eller coaching ferie. Under alle omstændigheder forventer vi, at være en del af den autentiske oplevelse.
Slum-turisme
Nogen vil kalde det Safari, eller en menneskelig zoologisk have, når man tager på sightseeing blandt fattige og kriminelle, for at være en del af en farlige autentiske oplevelse.
De hvide pletter på landkortet
Rigtig mange vil gerne hen hvor ingen “hvid mand” har været før. Det er dog vanskeligt at finde de sidste hvide pletter på landkortet, medmindre man rejser ud i rummet eller dykker ned i verdenshavene. De sidste opdagelsesrejser går til lande som Burma, Polynesien og Østeuropa.
Cross border-rejser
Den opdagelsesrejsende kan også vælge at opleve flere lande og kulturer på samme tid. En cross border-rejse kan være en rundrejse i Sydamerika eller en 36 dages rejse fra Istanbul til Beijing.
AirCruise
AirCruise er et roadtrip i luften og en trend i USA, hvor man f.eks starter i New York og herfra flyver med privatfly til destinationer og turistattraktioner i en række stater.
Reconnect
Reconnect handler om at få kontakt med sig selv og sine nærmeste.
På ferien forsøger vi at indhente det forsømte samvær med familie og venner. Mange storfamilier rejser sammen på tværs af generationer, ofte for at fejre en fødselsdag eller anden mærkedag. Familiens samvær giver tryghed og knyttere tættere bånd. Og bedsteforældrene hjælper med pasningen af børnene, så forældrene også har lidt tid sammen. Far og søn tager på fiskeferie sammen, og veninderne får snakket ud på et spaophold. Når ferien formål er ”reconnect” vil placeringen af destinationen ofte være sekundær. Det gælder mere om at være sammen og dyrke sine fælles interesser. Vi håndplukker selv vores rejsekammerater, i stedet for at indgå i en flok af ukendte charterturister.
Reconnect kan også handle om at få kontakt med omverdenen og os selv på en politisk korrekt rejse, hvor natur og bæredygtighed er økoturisterns naturlige tema.
Specialiserede og kønsspecifikke rejser
Der er stigende efterspørgsel efter ferietilbud, som har kønsdifferentierede aktiviteter, f.eks ”kvinderejser” hvor mor/datter eller veninder reconnecter og dyrker det feminine med wellness og shopping. Eller ”manderejser” hvor far/søn eller kammeraterne, dyrker det maskuline og drengerøvsagtige med fodbold, whiskytour eller overlevelsestur i vildmarken.
Krydstogt
På et krydstogt kan man “reconnecte” med familien ,når flere generationer holder ferie sammen. Man er tæt sammen, men har alligevel mulighed for at pleje egne interesser mens skibet er undervejs. Skibet er et trygt miljø, hvor børnene kan lege rundt på egen hånd, mens de voksne har mulighed for afslapning, træning eller spa.
All inklusive
Når hele familien er afsted er det en gave med en nem rejse, hvor alt er planlagt og booket hjemmefra. Man skal blot skal fremvise sin rejse voucher som adgang til fly, arrangementer og forplejning.
Budgetrejse
Selvom der er finanskrise kan alle komme på ferie – også på et lille feriebudget.
Staycation
”Staycation” (stay+vacation) eller ”Nearcation” ferie er blevet meget populært i forbindelse med finanskrisen.
Med en Staycation ferie bliver man hjemme i eget land/område og bare slapper af eller tager ud på dagsture til områdets seværdigheder, besøger de lokale parker, museer og festivaler.
Savecation
Når man bliver hjemme på en Staycation ferie, så spares der på finanserne, flybillet og hotel, og dermed bliver ferien en ”Savecation”. Man kan også vælge at tage på Savecation hotelferie, hvor man selv står for forplejningen med indkøb i supermarked og take-away.
Couch turisme og boligbytte
Gennem et verdensomspændende couch surfing netværk, kan man finde værter, som giver en gratis overnatning på en sofa. Det giver for unge en ægte autenticitets oplevelse og giver mulighed for at knytte nye forbindelser. Familier kan vælge en boligbytte ferie og komme ud og bo i et boligkvarter et sted i verden og få autentiske oplevelser i den direkte kontakt med lokale beboere.
Slowcation
Med en ”Slowcation” ferie tager man den med ro og udforsker nærområdet eller tager på vandretur, cykelferie eller camping. Slowcation kan også være en længere ferie, hvor man bevæger sig langsomt, dyrker nydelse, god mad, afslapning og bor hyggeligt på bed&breakfast. Man tager måske på kunstkursus og besøger lokale Cittaslow producenter af fødevarer og brugskunst.
Kendte rejseformer, opgraderet med luksus
Vi vil gerne ud og opleve verden, men er måske vokset fra de mere primitive rejseformer. Hellere være flashpacker end backpacker.
Luksustrekking
En luksustrekking i f.eks Nepal giver samme naturoplevelse som på en ordinær trekking rejse, men en luksustrekker bor og spiser bedre.
Walkcation
Walkcation ferie er Pilgrimstur på Caminoen eller vandretur med rygsæk i ødemarken. De magelige kan vælge at få deres baggage bragt til den næste kro på en fastlagt rute.
Glamping
Luksus camping er en glamourøs campingferie som især kendes fra de sydeuropæiske lande, hvor man nyder friluftslivet som campinggæst, men bor og sover komfortabelt i store telte eller hytter. På campingpladserne kan man leje hytter på over 30 m2 med alle tænkelige fornødenheder og fri adgang til svømmehal, wellnesscentre, spa og sauna. Glamping er også større campingvogne og telte med adskilt entré, stue, køkken og soveafdeling.
Luksuskrydstogt
Krydstogtet er den klassiske rundrejse, bare flyttet ud på havet. Rejsen kan opgraderes med luksus og kahyt med balkon. På skibet kan guiderne holde foredrag om destinationen inden landgang og føre gæsterne til gode 4-stjernede restauranter.
Læs også artiklerne:
© Oktober 2012, Anne Louise Stargate