Skip to main content

Indhold der skaber værdi

Content marketing er den altdominerende megatrend inden for markedsføring. Det handler, kort fortalt, om at dele værdifuldt indhold frem for at reklamere på traditionel vis. Stargate Trendbureau har været med på content bølgen siden januar 2012, hvor vi begyndte at publicere trendartikler og udgive TrendUpdate nyhedsbrevet til kunder og abonnenter.

Der hersker ingen tvivl om at denne content megatrend er i kraftig vækst og at alle butikker og virksomheder bør inddrage en content marketing strategi i deres markedsføring.

“Reklamer” på kundens præmisser

Den gamle salgstale virker ikke længere. Nutidens forbruger befinder sig i et inferno af støj og reklamebudskaber, som er blevet så ligegyldig og larmende, at de simpelthen lukker af for en stor del af den klassiske markedsføring. De reagerer ikke længere på at få reklamebudskaberne råbt ind i hovedet gennem print, tv og web. At råbe “køb mine ting” ud i verden via reklamer og direct mail, virker ikke som det gjorde engang.

Med content marketing tiltrækker man kunderne gennem deres interesser og ved deling af værdifuldt indhold. Det gælder om at identificere hvad ens kunder (eller ønskekunder) interesserer sig for og samtidig formå at koble den interesse sammen med sit produkt – på en inddirekte måde.

Al magt til kunderne

Magten er flyttet over til kunderne. De har alle muligheder for at vælge lige præcis det medie der passer til deres behov. Alt efter interesse vælges blandt en bred vifte af tv-kanaler – eller der streames, man vælger radiokanal – eller Spotify, man holder avis – men kan i stedet finde nyhederne på nettet. Forbrugeren kan sige “nej tak” og helt fravælge trykte reklamer – men alligevel følge med i supermarkedernes slagtilbud via en app.

Valget og graden af reklameeksponering er med andre ord forbrugerens, som har fuld kontrol til at vælge netop de kanaler, medier og indhold, som han finder værdifuldt.

Brands bliver medier

Mange mediehuse har allerede etableret afdelinger til native advertising i samarbejde med brands, men brands vil også i stigende grad blive deres egen medieudgiver gennem etablering eller opkøb af eksisterende medie. Det mest lysende danske eksempel er Jyske Bank, som har deres egen tv-station.

Indhold – indhold – indhold

For at lykkedes med content marketing må marketingafdelingen levere relevant, værdifuldt og overbevisende content med storytelling værdi, som skaber en forbindelse til forbrugeren. Det relevante kvalitetsindhold vil deles på de sociale medier, mens den stærke content strategi på hjemmeside og blog vil sørge for trafikgenerering via søgemaskinerne.

© Maj 2014, Anne Louise Stargate