Statement tæpper

Statement tæpper

Bolig Living, Jyllands-Posten:

Ifølge trendforsker Anne Louise Stargate fra trendbureauet Stargate er tæppernes tilbagevenden ikke bare en flygtig modelune, men er forbundet til en større boligtrend. En trend, der siger, at katalogstuer og masseproduceret interiør fra varehuse ikke længere hitter i nær så stor stil som tidligere.

»Der er en tendens til, at vi alle stræber mod et fællesskab, men i forhold til tøj og bolig søger vi mod det individuelle. Her passer trenden med løse tæpper perfekt. For hvor gulvet tidligere har været et ubenyttet lærred, kan man nu dekorere med tæpper og få boligen til at skille sig ud. Der er nogle rigtig fede tæpper fremme, som er en slags ”statements” i sig selv,« siger hun.

At tæpperne er blevet et element i stuen, som kræver nøje udvælgelse og kan sluge en betydelig del af indretningsbudgettet, er ifølge Anne Louise Stargate blandt andet en konsekvens af, at den kradsende krise efterhånden har sluppet sit tag i forbrugerne og givet luft til de farverige indslag. Dernæst er tæpperne et personligt islæt til stuen og fungerer som omdrejningspunkt for samtalen med gæster, når kaffen skal nydes.

»Unika-tæpperne er blandt andet populære, fordi vi godt kan lide at indrette sig os med ting, der har en historie. Det skal være individuelt og unikt. Derfor rejser vi også til udlandet og søger på nettet efter unikke elementer til boligen, fordi vi gerne vil knytte en historie til de ting, vi omgiver os med, som vi kan fortælle andre om. Et tæppe er ikke bare et tæppe. Det er et unikt fund, man har håndplukket og hentet med hjem – det er en historie,« siger Anne Louise Stargate.

For de ubeslutsomme er de løse tæpper nemme at flytte rundt, når sofaen pludselig skal stå et andet sted i stuen, eller kontorhjørnet bliver forflyttet. Tæpperne passer derfor godt ind i en indretningskultur, hvor behovet for fornyelse kræver mobile møbler, mener Anne Louise Stargate.

»Tæpperne er også oppe i tiden, fordi vi er indretningsnomader, som løbende skifter ud i indretningen. Tæpper er et mobilt element i indretningen, der passer i tidsånden og den løbende indretning. Forrige generationer indrettede boligen én gang for alle, men i dag tilføjer vi nyt til boligen hele tiden,« slutter hun.

“Tæppet er boligens drama queen”, citater fra interview med Stargate i Jyllands-Posten Bolig Living, 23. august 2014. Skrevet af Mette Damsgaard Christensen

Artiklen er tilgængelig på Jyllands-posten.dk – Bolig Living:

» BOLIG LIVING: Tæppet er boligens drama queen